Fiskeauktionen
Auktionsmester Flemming har sin mørkeblå kedeldragt på og auktionsstokken i hånden. Der står han, nøjagtigt som han har gjort så mange gange før. I 34 år, for at være helt præcis.
Da uret slår 6.45 ringer han med klokken. Den efterlader et ekko gennem auktionshallerne, og hurtigt bliver der stille. Kun køleblæserne summer insisterende. De står på minus 20 grader og nedkøler de 200 tons fisk, der i dag skal afsættes på Hanstholm Fiskeauktion.
Opkøberne stimler sammen rundt om Flemming. Klar til dagens auktion. De er alle udstyret med digitale øretelefoner, hvor de har direkte kontakt til diverse markeder i ind- og udland. Her får de besked på, præcis hvad de skal købe, og hvor højt prisen må gå.
Nu er det deres opgave at få fisken i hus, uden at prisen bliver for høj.
“37…38… 39… 40… 41 – 41 kroner!”
Flemming tæller prisen op. Budene afgives med alt fra afdæmpede nik til høj råben.
Torsk, kuller, mørksej, havkat, og kulmule. Forsamlingen af opkøbere byder sig gennem auktionens store, kolde haller. Auktionshallerne er hver på størrelse med en håndboldhal, hvor kasserne fylder op fra væg til væg. I midten er der akkurat efterladt plads til gaffeltrucks, der begynder at køre ivrigt lige fra første række af fisk er afsat.
Klokken 8.00 er den sidste række af kulmule afsat. “Det er nogle vanvittige priser, det her!” lyder det fra en opkøber. Han er en af de mere garvede ved dagens auktion og derfor også en af de mere højlydte; han ved lige, hvad han vil have. Flemming giver ikke meget for opkøbernes brok og forhandlingsteknikker.
“Så tag nu for helvede til Thyborøn”, svarer han. Forsamlingen af opkøbere kvitterer med grin og smil. Det er tydeligt, at de kender hinandens temperamenter. Her står de nemlig hver eneste morgen og er andet led i fiskeindustriens gigantiske netværk.